Mest aggressive adfærd i nyere tid?
Russiske kampfly fløj tæt på et krigsskib fra USA, der var sejlet helt til Østersøen ud for flådebasen i den russiske provins Kaliningrad. Med gode telelinser udviklede historien sig til, at kampfly
simulerede angreb blot
få meter
over krigsskibet. Trods dette fastholder officielle
kilder, at flyene
var ubevæbnede. Udenrigsminister John Kerry så åbenbart kun videoerne, og erklærede at krigsskibet havde haft ret til at
skyde
flyene ned.
USAs militær
beskriver
flyvningerne som
den mest aggressive adfærd i nyere tid. Alligevel er der fortilfælde fx for blot få år siden, hvor selvsamme krigsskib fra USA lavede tilsvarende manøvrer ved den russiske flådebase på Krim, og også der blev mødt af ubevæbnede kampfly 3-400 meter fra skibet. Her skabte russerne en flot
vandrehistorie, om at sømænd ombord blev så skræmte af flyets blokering af skibets overvågning, at de i stort tal forlod Søværnet efter episoden.
Under Den Kolde Krig sejlede også danske krigsskibe ofte lige til grænsen, for så at kunne aflæse hvorledes det militære apparat reagerer på trusler. Krigsskibet USS Donald Cook er forsynet med alt det nyeste i elektronisk overvågning kaldet Aegis, og i den russiske fortælling om episoderne hedder det modsat, at USA
foretog
provocative and aggressive wartime maneuver sailing at full combat speed towards Russian waters.
USA beskylder russerne for at overtræde en
Sovjet-traktat
fra 1972, der skulle bremse den slags optrapninger - som de så nok også selv burde prøve at overholde. USA plejer lisså nærtagende at piske tilsvarende udenlandske
flådebesøg
omkring USA op til nærmest at være krigshandlinger, men mener selv de
har lov
til at sejle overalt. Russernes
svar
er, at USAs frihed til at sejle ikke ophæver Ruslands frihed til at flyve, og anser sådanne forbiflyvninger som ren
rutine. Spændingerne i Østersøen er stigende, hvor USA også har besluttet at
udstationere
F15-kampfly i det neutrale Finland ved den russiske grænse.
International moral er en meget fleksibel størrelse, men det er
militært
idioti af stormagterne gensidigt at lege "chicken" med vores alle sammens jordklode som indsats. Og det er politisk idioti at overlade diplomati til generaler - som når osse Danmark mener det er en
militær opgave
at bede
piloter
opføre sig pænt i luftrummet over os.
Tom Vilmer Paamand - april 2016
Flere historier fra 2016...Herunder er en enkelt -
klik dig videre til resten...
> Politisk sameksistens i USA efter stormen?Den voldsomme ballade i USA ved præsidentskiftet viser et USA med en fortsat mere og mere radikalt splittet befolkning. Anne Applebaum fra tidsskriftet The Atlantic har samlet nogle fine forslag til en mulig bedre fremtid. Her er en kort sammenfatning: 21 procent
støtter fortsat stormen af Capitol-bygningen. Og hele 32 procent mener stadig, at præsident Biden ikke vandt valget. Det er et meget stort antal mennesker, så i USA har man intet andet valg end at eksistere side om side.
Så drop skænderiet, og skift emne. Dette er det umiddelbart ulogiske råd fra folk, der har studeret Nordirland før fredsaftalen, eller Sydafrika. Lande, hvor politiske modstandere har set hinanden som ikke bare på et forkert spor, men som onde.
Under fredsopbygningen i årene omkring Nordirlands fredsaftale var målet ikke at få katolikker og protestanter til at holde civiliserede debatter om politik - men i stedet at sætte julelys op og
bygge medborgerhuse sammen. Forskning inden for fredsopbygning og konfliktforebyggelse understreger, at folk bør gøre noget konstruktivt sammen - så de kommer til at arbejde tæt sammen med andre folk, de egentlig hader.
En anden taktik fra erfaringerne med konfliktforebyggelse er at arbejde med betroede budbringere. Folk, der har myndighed inden for oprørske samfund og sympatiserer med dets fælles værdier, men ikke desto mindre er villige til at tale deres egne kammerater væk fra afgrunden.
Colombia har udviklet nyttige ideer fra arbejdet med at
bringe oprørere fra de
Revolutionære Væbnede Styrker tilbage til samfundet. Folk nød ikke specielt tanken om at hjælpe disse
tidligere FARC-agenter, omskole dem og give dem jobs. Men det var heller ikke en løsning fortsat at lade dem føre narkokrig i junglen, så hjælpeprogrammet eksisterer fortsat.
USAs situation er ikke nær så ekstrem, men nogle af de colombianske principper er lærerige. De fokuserer på lang sigt, og tilbyder tidligere udstødte håb om en positiv fremtid. Ikke alle vil kunne lide tanken, men USAs oprørsfolk udgør faktisk et tilsvarende langsigtet socialt problem.
Nogle vil måske i stedet foretrække en amerikansk version af opgøret med Iraks
Baath-regime. At opspore hver eneste sympatisør af Capitol-optøjerne, udskamme dem på sociale medier, og sørge for at de mister deres job.
Sådan kan jeg også tænke, slutter Anne Applebaum,
men det vil ikke fungere. For næste morgen vil de stadig være iblandt os!Dette er en kort sammenfatning, men hele Anne Applebaums lange analyse bør læses (
her). Hendes bøn om en sådan aktiv sameksistens bliver ikke mødt med den eftertænksomme imødekommenhed, som hun efterspørger - og da slet ikke fordi hun effektfuldt trækker paralleller fra USA til alverdens mislykkede stater. Men Applebaums eksempler fra Nordirland og Colombia dokumenterer, at den foreslåede sameksistens faktisk har vist sig mulig.
Det betyder ikke blindt at slå en streg over fortidens ugerninger, men er et forsøg på at sørge for, at en grim fortid ikke fastholder samfund i en voldsspiral i al fremtid. Heller ikke Danmark har som fokus at være med til at udvikle sådanne virksomme alternativer, der kunne forberede en hel befolkning på at stoppe gensidig blodhævn - men det var da et fornuftigt mål at stile efter.
Tom Vilmer Paamand - januar 2021
...
Aktuelle indlæg
...
UAktuelle indlæg