En gigantisk militærfarvet radar var i år Folkemødets første hilsen til de gæster, der kom gående til fra nordsiden af Allinge. Våbenfabrikanten Weibel Scientific stillede op på Bornholm for at finde kunder til sit missilforsvar, og Folkemødet gav velvilligt plads til formålet.
Weibel stod også for et salgsmøde under parolen: "Giv NATO det, NATO mangler", hvor diverse militære og folkevalgte beslutningstagere fik præsenteret behovet for Weibels produkter i samarbejde med brancheforeningen for Dansk Forsvars- og Aerospaceindustri.
En gruppe fredsaktivister undrede sig over, at Folkemødet åbenbart synes at våbenindustriens salgsboder hørte med nu. Aktivisterne mødte derfor op ved radaren med fredsfaner, og holdt brandtale mod Weibels invasion.
> Krænkelsesparate piloter Den nyeste rapport fra det danske forsvar om himmelhavet over os konkluderede, at krænkelser af dansk luftrum sker sjældent. Modsat smældede andre overskrifter just ud, at ”Danske F-16 kampfly afviser flere ubudne gæster”. Det lyder jo alarmerende, men forskellen ligger mest i, at de nævnte danske fly har været ihærdigt opsøgende helt ovre ved Ruslands grænse mod de baltiske lande. Og ikke så overraskende er det oftest nabolande, som kortvarigt får sådanne uvarslede besøg. Vore svenske naboer har noteret, at det også for dem derfor er ganske ovanligt med ryska kränkningar, danskarna är värst. I perioden 2016-18 har danske krigsfly nemlig uvarslet og skarpt bevæbnede krænket luftrummet over Sverige 14 gange, mens russerne kun fløj forbi tre gange. Tom Vilmer Paamand - november 2019