Aldrig Mere Krig Pacifisme er en livsholdning
menu
<   Se alle Aktuelle indlæg.
Share button


LA på slingrekurs om Irak-åbenhed
Fredsbilleder...
Liberal Alliance vil tvinge regeringen til at offentliggøre alle dokumenter fra den nu lukkede Irak- og Afghanistankommission. Eller rettere fra den ikkeklassificerede del af dem. Eller mere præcist, vil nøjes med at få en liste over de uklassificerede dele - som journalister så kan forsøge at begære adgang til. Og det skal ske nu til januar. Eller senere, lyder LAs stedse mindre og mindre konkrete udspil.
Socialdemokraterne benytter lejligheden til diskret at meddele, at de vist nok alligevel ikke er helt sikre på at ville genåbne kommissionen, og i hvert fald først under egen regeringsmagt. For nu får befolkningen jo indblik i "tusindvis af ikke-klassificerede dokumenter". Altså hvis det sker, og hvis adgangen bliver bevilger, og så kun fra de uklassificerede bunke.
Men også at "Det, Venstre siger, er jo lige netop, at det giver meget god mening, at kommissionen færdiggør sit arbejde, i stedet for at man offentliggør dokumenter ude af kontekst", siger Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen. Og bliver nok ikke mere konkret end det.
Professor Jørgen Albæk Jensen fra Irak-kommission beretter, at der er "oplysninger i de papirer, som kommissionen var i besiddelse af, som kan gemme på kritik" og "der kan være noget at komme efter". Det er bløde formuleringer og svært at blive overrasket over, men han ser ud til at tale om sagen generelt, og ikke kun om de uklassificerede dele. Farcen og de fortsatte forsøg på nye tilsløringer vil fortsætte efter nytår.
Tom Vilmer Paamand - december 2015





Flere historier fra 2015...
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...


>  Fremragende projekt fik Nobels Fredspris, men...
Alfred Nobel ønskede med sit testamente at give en "prisbelöning åt dem, som under det förlupne året hafva gjort menskligheten den största nytta". Heriblandt en fredspris "åt den som har verkat mest eller best för folkens förbrödrande och afskaffande eller minskning af stående armeer samt bildande och spridande af fredskongresser".
Men fredsprisen for 2020 gik til FN's fremragende Verdensfødevareprogram (WFP), for "bestræbelserne på at bekæmpe sult, bidraget til at forbedre forholdene for fred i konfliktramte områder og for at fungere som en drivende kraft i bestræbelserne på at forhindre, at sult bruges som våben i krig og konflikt".
Organisationens nordiske direktør gør en god indsats for at trække FN-programmet ind i prisens målgruppe: "Konflikter fører til sult. Det er en kendsgerning. Men det, der er knap så kendt er, hvordan sult fører til konflikt. Når folk ikke har mulighed for at spise sig mætte, kan det bidrage til at skabe spændinger, ustabilitet og konflikt."
Den norske advokat Fredrik Heffermehl har skrevet bøger om, hvorledes kun få af de uddelte priser følger Nobels testamentariske fredsønske. Han udtaler om den seneste uddeling, at Nobelkomitéen igen kun behandler vilkårlige aspekter af krigsproblemet, og ikke dens grundlæggende årsager, som Nobel ønskede det.
Tom Vilmer Paamand - oktober 2020






... Aktuelle indlæg
... UAktuelle indlæg

AldrigMereKrig.dk ©2023