Fredsfejring blev til krigspropaganda
USA vedtog i 1926 at gøre den 11. november til national helligdag for fred: "A day to be dedicated to the cause of world peace and to be thereafter celebrated and known as Armistice Day". Datoen for våbenstilstanden efter Den 1. Verdenskrig blev mindet fx med kirkeklokker på den 11te time af den 11te dag i den 11te måned, hvor kanonerne i sin tid tav på Vestfronten, efter at 16 millioner var blevet dræbt.
Dette fredelige budskab lød dog kun til 1954, hvor dagen blev omdøbt til "Veterans Day" og siden har al hyldest til freden været redigeret bort. Mange har beklaget dette, og organisationen Veterans For Peaceopfordrer til at dagens oprindelige formål genskabes som en dag, hvor "de virkelige helte" hyldes - nemlig dem der kæmper for fred med fredelige midler.
Tom Vilmer Paamand - november 2015
> Statsmagten blev magtesløs, da folket ikke fulgte den Tysklands præsident Frank-Walter Steinmeier holdt en fint fredelig tale i Potsdam den 3. oktober ved 30-året for landets besværlige genforening. Her er et forkortet uddrag: "... Den nationale samling i 1871 blev tvunget frem med jern og blod, efter krige med vore naboer, på en baggrund af preussisk dominans, militarisme og nationalisme. For et par dage siden besøgte jeg Det Militærhistoriske Museum i Dresden, hvor utallige af den tids børnebøger hænger i snore fra loftet. De var om små drenge, der næppe kunne se ud over bordkanten, men som allerede stolt bar soldateruniform og entusiastiske var klar til at gå i krig. Denne forherligelse af militant nationalisme, denne forherligelse af krig og heltedød lige fra barndommen, det var denne epokes ulyksalige ånd. Det tyske imperiums grundlæggelse førte til den katastrofe, som Første Verdenskrig var. Helt forskelligt fra dette er de billeder, som vi alle bærer indeni af forandringen for tredive år siden. Folk, der festede oven på Muren, med glædestårer og knus. Soldater og folkepolitiet, der kastede deres våben. Angsten havde skiftet side. Statsmagten var magtesløs, fordi folk ikke længere fulgte den. Også noget andet var anderledes. Genforeningen i 1990 var ikke ledsaget af sabelraslen og erobringskrige. Den blev forhandlet internationalt, nedskrevet i en aftale og indlejret i en europæisk og international fredsorden. En orden som generationer af politikere, på trods af alle tilbageslag i de lange år med Den Kolde Krig, havde formået at skabe efter Den Anden Verdenskrig. ..." Tom Vilmer Paamand - oktober 2020