Nelson Mandela stod for grænseløs forsoning
Den kendte aktivist og senere præsident Nelson Rolihlahla Mandela døde den 5. december. Han tilbragte 27 år i fængsel for sin overbevisning, og var i perioder en varm forkæmper for ikkevold under Sydafrikas hårde apartheid-styre. Hans største arv bør blive Forsoningsdomstolen, som han opfandt sammen med Desmond Tutu for at skabe sammenhængskraft i stedet for et yderligere opsplittende retsopgør. Han mødte glad og smilende sine værste modstandere - selv de generaler, der havde stået i spidsen for grusomhederne under apartheid. Han var også meget bevidst om at være et menneske og dermed fuld af fejl, hvilket hjalp til hans forståelse af andre.
Mandela efterlader sig mange fine tekster med flot tænkte overvejelser om kampens metoder, ikke mindst
hans forsvarstale
fra 1964, hvor han stod anklaget med en mulig dødsstraf foran sig. Han arbejdede gennem befrielsesbevægelsen African National Congress, som Mohandas Gandhi oprindeligt havde grundlagt. De mange årtiers ikkevoldelige arbejde havde ikke ført til forbedringer af forholdene, og i lyset af Sharpeville-massakren hvor 69 fredelige demonstranter blev dræbt, oprettede Mandela i 1961 ANCs væbnede arm, som han dog længe søgte at fastholde som ubevæbnede sabotører. Han blev selv fængslet for at stå bag fire sabotageaktioner. Omtrent samtidig var Amnesty International blevet grundlagt og Mandela var i
1962
kommet med blandt foreningens første Samvittighedsfanger, men ANCs omsving bort fra ikkevold fik ham hurtigt slettet fra listen igen. Amnesty Internationals
overvejelser
fra 1964 er interessante for pacifister:
"1964 bragte det grundlæggende spørgsmål frem, om mænd som Nelson Mandela skulle støttes, når de gennem begivenhedernes pres havde set sig nødsaget til at anbefale en grad af magtanvendelse i modstanden mod Sydafrikas nationalistiske regering. Denne sag var særligt gribende, fordi Mandela tidligere havde været stærkt engageret i principperne om ikke-vold. Men selv med den største sympati besluttede AI sig alligevel til ikke at tildele titlen Samvittighedsfange, på grund af brugen af vold. Selvom det er sket under 'konventionel krigsførelse', må en vis grad af tilbageholdenhed udøves. Dette udelukker dog ikke andre, der har følt sig tvunget til symbolske fysiske handlinger, som for eksempel at rive flag ned eller ødelægge plakater, eller udelukker dem der har forsøgt at beskytte sig selv mod skydevåben."
Mandela kom således til at præge AI også som
negativt
eksempel. Efter sin løsladelse
udnævnte AI
ham til deres "Ambassador of Conscience". Hans store venlighed gjorde, at han holdt fast i kontakten selv til en perlerække af diktatorer og andre galninge, der havde støttet ANC under kampen. Og med sin bitch af en kone Winnie, der blev herostratisk berømt for i en tale at hylde levende
afbrænding
af mistænkte forrædere. Til sidst i sit liv fik Mandela desværre som præsident (ligesom Václav Havel) grisset fingrene godt til med nogle voldsomt grimme våbenhandler. Der var ihærdige danske forsøg på at påtvinge Sydafrika Standard Flex skibe med en argumentation om æresgæld for støtten til ANC under apartheid. I stedet gik Sydafrikas milliardindkøb af ubåde, skibe og krigsfly til engelsk, tysk og ikke mindst svensk industri - alle med en hulens masse bestikkelse. Et par af Mandelas personlige humanitære fonde skulle også være blevet forgyldt ved den lejlighed. Intet tyder dog på at han selv stod bag, mod bastant pengemagt er end ikke en Mandela nok.
Mandela efterlader sig trods dette et umådeligt smukt eftermæle. Et stort og smukt menneske - en tidligere terrorist, der nåede at gøre hele verden bedre gennem sit store eksempel.
Tom Vilmer Paamand - december 2013
> Fredsven i 2022. Hvordan? Krigen i Ukraine har forandret mange ting. Både i Danmark og resten af Europa. Nu, hvor næsten alle de politiske partier støtter øgede militærudgifter og oprustning, er det blevet svært at forklare og forsvare betydningen af nedrustning. Alle de store massemedier, både dagblade, radio og TV, fortæller ukritisk om nødvendigheden af at sende våben til Ukraine. Selv i en tid, hvor der er desperat mangel på penge til velfærd og den grønne omstilling, synes der at herske bred enighed om, at militæret har første prioritet, når det gælder øgede bevillinger. Spørgsmålet er altså, om det efter Putins brutale overfald på Ukraine overhovedet giver mening at være pacifist og kvækertroende fredsven? For mig at se er svaret, at det ikke alene giver mening, men at det er mere nødvendigt end nogensinde, at vi åbent og offentligt arbejder for fred, nedrustning, dialog og mellemfolkelig forståelse. For ganske vist er det svært at vide, hvordan vi bedst bekæmper brutale magtmennesker som Putin og andre diktatorer. Til gengæld bør det være let at forstå, at øget oprustning og krig ikke skaber mere fred i verden. Verden har allerede et årligt militært forbrug på over 14 billioner kroner. Og dette gigantisk beløb planlægger politikerne altså nu at forøge yderligere. Det er svært, for ikke at sige umuligt, at tro på, at dette er vejen til fred! Tænk, hvis bare en del af alle disse penge blev brugt på fredsarbejde, miljø- forbedringer, uddannelse og velfærd. Dette kunne bidrage til at skabe fred i verden. Jamen, det nødvendige forsvar? Et virkeligt forsvar bør ikke bygge på de typer af våben, der i lige så høj grad kan bruges som angrebsvåben. Nej, et virkeligt forsvar bør indbefatte alle de metoder, der hører til i konfliktløsning og (om nødvendigt) ikkevoldsforsvar og civil ulydighed. Tillad mig at citere den norske kvæker Kristin Eskeland, der i tidsskriftet Kvekeren 2022 - 3 skrev, at: ”Råbet om mere militært forsvar er ikke svaret. Er det ikke snart på tide at vælge en anden vej? At vurdere ikkevold som metode i stedet for at bruge milliarder på at lære at dræbe hinanden og lægge nye samfund øde. Fredsbevægelsen bliver altid beskyldt for at være naiv og urealistisk. Men vi må tåle at blive kaldt naive drømmere. Det er våbenkapløbet og krigen, som er fjenden.” Niels Kjær, AMK-medlem og kvæker - november 2022