Søren Pind: Danmark er nu et militant demokrati
Fjenden står for døren, buldrede justitsminister Søren Pind i sin grundlovstale:
- Når fjenden står for døren, er det ikke tid til splid. Vi har betalt en stor pris for passiviteten i Syrien. Flygtningekolonner og terror. ... Det er ikke tid at undergrave vore fælles institutioner. ... Der er storm over Europa. Pest. Og den rækker ind i Danmark. Lad os stå sammen om, på retsstatens og grundlovens grund, at bekæmpe den med alt, hvad vi ejer og har.
- De frie forhold for kræfter der vil os det ondt via internettet skal stækkes. Svage sjæle skal ikke rammes af den målbevidste propaganda ... Der er danske soldater, der sætter liv på spil i en kamp mod de selvsamme mennesker. Det er ikke en naturlig frihedsret under det, vi vore dage kalder en væbnet konflikt, men som engang rettelig hed krig, at fjendens budskab frit flyder.
Danmarks Radio spurgte bagefter til detaljer, og Søren Pind satte endnu mere trumf på:
- Sagen er den, at vi er i krig. Væbnet konflikt. Det er vi med en terrororganisation, som vil Danmark det ondt og har sine fangarme, også i Danmark. Der er aldrig nogensinde nogen, der har prøvet at bilde nogen ind, at demokratiet ikke har reaktionsmuligheder i den sammenhæng, og Grundloven peger jo selv på dem. Vi er i væbnet konflikt, og derfor bliver vi selvfølgelig militante demokrater.
Søren Pind peger på forbuddet mod kommunister under Anden Verdenskrig som eksempler på, at danske politikere er gået til grænserne for, hvad Grundloven tillader. Også de seneste stramninger af ytringsfriheden for prædikanter og paragraffen om landsforræderi vil på et tidspunkt bliver rullet tilbage. "Når der er fred igen", lover Søren Pind.
Tom Vilmer Paamand - juni 2016
> Danmark køber russisk gas igennem Ukraine... EU har foreslået et fælles prisloft på russisk gas, i en besynderligt halvhjertet boykot af Rusland og nok mest i et krumspring for at komme udenom kontrakterne med Gazprom. Disse gælder fortsat, så længe den russisk gas fortsat flyder til Danmark og resten af Europa – hvilket overraskende nok nu fremover sker igennem Ukraines rørledninger. Derved kan gassen nå frem, trods den mulige sabotage af Østersøens gasledninger. At dette krumspring kan fortsætte vil dog kræve vellykkede fredsforhandlinger. Ikke mellem Rusland og Ukraine, for lige om gassen er de stridende parter i stedet de semi-statslige virksomheder Gazprom og Naftogaz. Forhandlingerne er godt i gang, og sker i form af en voldgift i Zürich, ledet af The International Court of Arbitration. Uenigheden er slet ikke om der overhovedet skal eksporteres russisk gas via ukrainske rørledninger, samtidig med at Rusland angriber Ukraine militært, men om hvilke af disse rør der kan og skal benyttes, og hvor meget det skal koste. Gazprom truer med sanktioner mod Naftogaz, der ikke har overholdt sine kontrakter, eller også er det Gazprom, der ikke har betalt for ydelserne... Våbenhandel og andre strategisk vigtige handelsaftaler har tradition for i høj grad at fortsætte under krig, også direkte mellem stridende parter. Kapitalismen kærer sig kun nødtvungent om nationale forhold, bortset fra irritation hvis uroligheder hæmmer forretningsmulighederne, men som regel ender sådanne blot i større profit. Så lige i denne lille del af konflikten om Ukraine er der ikke noget pjank, om hvem der er de virkelige nazister, men kun om at få forhandlet nogle gensidigt givtige kontraktforhold på plads. Kapitalismens logik overtrumfer alt, selv under en krig! Tom Vilmer Paamand - september 2022