Danmark ikke lænket til FNs Sikkerhedsråd Danmark ikke "lænket" til FNs Sikkerhedsråd
I 1999 blev regeringen spurgt om opfattelsen af frasen om at "anvendelse af militære magtmidler mod andre stater kun forekomme som forsvar mod angreb eller som deltagelse i sanktioner i overensstemmelse med De Forenede Nationers pagt". Svaret fra Udenrigsministeriet forholdt sig på typisk vis kun overfladisk til problemstillingen, med en formulering om at "Danmark kun vil anvende militære magtmidler mod andre lande i overensstemmelse med målsætninger og principper i FN-pagten" - hvorpå en socialdemokratisk regering sendte Danmark i krig.
Svaret bekræftede dermed blot det lidet overraskende, at man ikke ønskede at bryde FN-pagten, og undlod at forholde sig til om Grundlovens ord skal fortolkes restriktivt. Statsministeriets jurister skrev i 2010 om Irakkrigens lovlighed, at Danmark havde lov til at gå i krig "uanset om der var et folkeretligt grundlag herfor".
Statsministeriet mente også at det er "utænkeligt, at det skulle have været hensigten ved vedtagelsen af grundlovsændringen i 1953" af lænke Danmark til FNs Sikkerhedsråd, hvilket Højesteret erklærer sig enig i - og også i at ingen har krav på at få sagen prøvet ved domstolen. Konklusionen må være, at Grundloven ikke står i vejen for disse krige. Selv en Grundlov må følge med tiden, uanset om dens ord er blevet ændret eller ej. Og hvis et skiftende flertal i Folketinget har accepteret dette, så har virkeligheden ændret sig med det, bakket op af vælgerne.
I dagens Danmark har et enstemmigt Folketing gentagne gange sendt landet i krig. Det er træls, men den juridiske kamp mod dette ser jeg kun som et rimeligt propagandamiddel, en måde at sikre på at debatten fortsætter og er medieegnet. Resultatet er givet på forhånd - men åbner trods alt også for, at ordet Grundlovsbrud nu er lige så utroværdigt som rablerier om brudte valgløfter.
Tom Vilmer Paamand - februar 2013
> Svingdøren mellem Forsvaret og våbenhandlerne Velfungerende demokratier har normalt en fast karenstid for offentligt ansatte fra tunge jobs, før de må skifte til det private erhvervsliv. Den slags regler findes i Danmark kun i kontrakter hos større firmaer. Derfor kan selveste forsvarschef Bjørn Bisserup ubekymret forlade det danske forsvar, og hoppe direkte over på den modsatte side af bordet - hvor Bisserup nu mod god betaling beriger våbenkrejlere på baggrund af sin viden om de allermest interne og hemmeligtstemplede overvejelser i militærets top. Den nu tidligere forsvarschef blev nemlig stort set omgående samlet op af lobbyistfirmaet Rud Pedersen, der helt tilfældigt har haft det danske forsvar med Bisserup i front som god kunde. Et samarbejde, der lige så tilfældigt tidligere medførte, at forsvarschefens egen datter er ansat i samme firma, hvor hun i nogle år har kunnet hjælpe farmand med gode tilbud på rådgivning. Jobskiftet kommer derfor ikke som en overraskelse for Bisserup, der har kunnet bruge sin sidste tid i forsvaret på direkte at hjælpe sin kommende arbejdsgiver - eller rettere, han har intet gjort for at mistanken om sådant urent trav ikke vil hænge ved ham fremover. AMK har før beskrevet den aktive svingdør mellem det danske forsvar og våbenkrejlerne. Bisserups forgænger som forsvarschef var lige så klar til at bytte loyalitet, og skiftede derfor kontorstol til et højtlønnet job hos Terma, der samtidig fik chefen for Forsvarsministeriets Indkøbsstyrelse med. Også viceforsvarschef Per Ludvigsen arbejdede først tæt sammen med konsulenterne Struensee og Co, og flyttede derpå ind hos dem. Kommunikationsfirmaet Primetime indkøbte oberst Eigil Schjønning, for at bruge hans forbindelser som tidligere chef for Hærens Kampskole mm - og således fortsætter de tætte forbindelser mellem våbensælgere og tidligere offentligt ansatte beslutningstagere... Tom Vilmer Paamand - december 2020