|
|
Vedtægter og principprogram
for Landsforbundet Aldrig Mere Krig.
Vedtægter
- Fred er en menneskeret og krig er en
forbrydelse mod menneskeheden, derfor er det
Aldrig Mere Krigs formål at arbejde for at
fjerne krigens årsager og at modarbejde
enhver form for krig og krigsforberedelse.
Ved medlemskab af Aldrig Mere Krig kræves
frigørelse fra eventuel tilknytning til
militæret herunder beredskabstjenesten.
Aldrig Mere Krig er dansk sektion af War
Resisters' International(WRI) og yder bidrag
til WRI.
- Forbundet ledes af en hovedbestyrelse på
7 medlemmer. Forbundet organiseres i øvrigt
i lokalgrupper og emnegrupper, som hver især
selv fastsætter deres styreform. Normalt vil
et medlem kun kunne være medlem af én
lokalgruppe, mens man kan være medlem af
flere emnegrupper. I områder uden
lokalgrupper optages medlemmerne direkte
under forbundet.
- Hvert år i april-maj afholdes årsmøde.
Årsmødet indkaldes i god tid og mindst med
en måneds varsel af den siddende
hovedbestyrelse. På årsmødet aflægges
beretning fra hovedbestyrelsen, fra
lokalgrupperne og fra emnegrupperne. Der
drøftes og vedtages en arbejdsplan for det
kommende år. Der vælges medlemmer til
hovedbestyrelsen af og blandt foreningens
medlemmer. I lige årstal vælges 4 medlemmer
og i ulige årstal 3. Der vælges et antal
suppleanter for 1 år ad gangen. Der vælges
desuden 2 revisorer og 1 revisorsuppleant.
Forslag der ønskes behandlet på årsmødet,
indsendes til hovedbestyrelsen senest 8 dage
forud for mødet og udsendes til
årsmødedeltagerne. Årsmødet bestemmer sted
for næste årsmøde. Årsmødet bestemmer
kontingentets størrelse.
- Hovedbestyrelsen varetager ledelsen af
forbundet mellem årsmøderne. Den udfører
årsmødets beslutninger og realiserer den
vedtagne arbejdsplan. Den udgiver et
medlems-blad. Hovedbestyrelsen konstituerer
sig selv og udarbejder selv sin
forretningsorden. Dog skal der på første
hovedbestyrelsesmøde vælges en ordfører, en
kasserer og en sekretær. Ordfører, kasserer
og sekretær udgør et forretningsudvalg, hvis
opgave det er at tage initiativer, som
skønnes hensigtsmæssige og som ikke kan
udsættes til et møde i hovedbestyrelse. Det
er ordførerens opgave at indkalde til møder
i hovedbestyrelsen. Den hidtidige ordfører
sørger i øvrigt for, at der indkaldes til
første hovedbestyrelsesmøde efter årsmødet.
Hovedbestyrelsen kan bevillige
kontingentfrihed - helt eller delvis.
- Forbundets regnskabsår er kalenderåret.
- Ekstraordinært bestyrelsesvalg udskrives
senest en måned efter at 25 medlemmer
skriftligt har fremsat begæring herom
overfor forretningsudvalget.
- Ændringer af principprogrammet kan kun
ske ved urafstemning og kræver ¾ af de
afgivne stemmer for at blive vedtaget.
Ændringer af vedtægterne kan ske ved
almindelig stemmeflerhed på et årsmøde.
Forslag til vedtægtsændringer skal udsendes
sammen med indkaldelsen til årsmødet.
- Hvis en lokalgruppe ophæves, tilfalder
eventuelle midler hovedkassen, mens evt.
gæld dækkes af den pågældende bestyrelse.
Hvis forbundet ophæves, tilfalder eventuelle
midler beslægtede bevægelser i Danmark, mens
eventuel gæld dækkes af hovedbestyrelsen.
Principprogram
- Fred er en menneskeret og krig er en
forbrydelse mod menneskeheden. Derfor er det
AMKs formål at arbejde for at fjerne krigens
årsager og at modarbejde enhver form for
krig eller krigsforberedelse.
- Et militært forsvar er ikke noget reelt
forsvar: det virker konfliktskabende og vil
kunne føre til national selvdestruktion. Vi
vil derfor afskaffe enhver form for militært
forsvar.
- Som alternativ til militæret ønsker vi
et ikkevolds-forsvar, som i tilfælde af
besættelse bl.a. bygger på civil modstand,
som f.eks. lydighedsnægtelse, boykot,
strejker, og ikkesamarbejde, byggende på
åbenhed og information.
- Konflikter og interessemodsætninger
mellem stater, nationer og personer skal
løses uden anvendelse af vold. Vi vil
arbejde for at internationale
uoverensstemmelser løses ved forhandling og
eventuel voldgift - altså uden brug af
militær magt.
- Udenrigspolitisk vil vi støtte alle
tiltag til afrustning. Dette kan ske ved
mægling, nedrustning, militært udtyndede
zoner, egentlige fredszoner, forbud mod
forsøg med og fremstilling af enhver form
for våben, samt gennem en saglig og alsidig
udenrigspolitisk oplysning i medierne.
- Vi vil støtte militærnægtere og efter
bedste evne hjælpe alle, der er bragt i
vanskeligheder for deres fredsviljes skyld.
Vi vil arbejde for, at
samvittighedsbegrundet militærnægtelse
anerkendes som en menneskeret overalt i
verden. Vi vil arbejde for at hjælpe
desertører, der har brudt deres lands
lovgivning på det militære område.
- Krig er menneskeskabt og kan ikke
ligestilles med en naturkatastrofe. I
arbejdet mod krig og militarisme indgår
udbredelse af kendskab til konfliktløsning
og ikkevoldstræning. Der bør indføres
fredsoplysning i skolerne. Vi vil modarbejde
militær propaganda i skoler og i
massemedier. Der skal arbejdes for at alle
former for fjendebilleder nedbrydes.
- Skal en fredelig verden nås, må der ske
forandringer ikke alene i Danmark, men over
alt. Vi vil derfor støtte og samarbejde med
de bevægelser overalt i verden som arbejder
for de samme mål.
- Vi anser våbenproduktionen med dens
enorme forbrug af ressourcer for at være en
væsentlig årsag til, at fattigdommen og
nøden i den 3. verden og ødelæggelsen af
miljøet overalt på jorden er tiltagende.
- Vi vil arbejde for et totalt forbud mod
produktion, salg og transport af våben og
militært udstyr såvel nationalt som
internationalt.
|
|