Grov manipulation om frivillige soldater
Angiveligt er der i år kun 19 ufrivilligt militært værnepligtige, hvilket bliver udbasuneret som tegn på stor forsvarsvilje. Men militærets oplysninger om tvangsindkaldte har i årevis været særdeles groft misvisende, da tallet bevidst er opgjort et par hundrede gange for lavt. Oven i denne manipulation bliver det heller ikke nævnt, at de såkaldt frivillige samlet kun udgør omkring en tiendedel af hver ungdomsårgang, så mindst 90 procent af unge altså fravælger militæret ved netop ikke at melde sig selv.
Hvert år anbringes 4.200 unge i militæret, og blandt dem er mange slet ikke så frivillige, som det ofte påstås - for efter Forsvarets egne oplysninger er omkring en tredjedel af dem skjulte tvangsindkaldte. Disse har trukket så lavt et nummer, at de alligevel vil blive indkaldt. Ved at melde sig "frivilligt" får de mulighed for at være medbestemmende om hvor og hvornår værnepligten skal aftjenes.
Forsvarets Rekruttering presser folk fra den lave ende af listen til dette indtil årets behov er opfyldt, hvilket så ikke er lykkedes med den sidste snes. Resultatet er hvert år, at militæret kan fylde godtroende medier med jubelhistorier om at de unge strømmer til helt frivilligt.
Med blot en anelse kritisk sans er det derimod indlysende, at det offentliggjorte tal er ren manipulation, for der melder sig sjovt nok aldrig flere frivillige, end der lige præcis er brug for. Internt er Forsvarets Rekruttering ikke i tvivl om, at tusinder de unge værnepligtige i virkeligheden er tvangsindkaldte, og registrerer dem selv som værende kun " teknisk frivillige".
I år bliver der også udstationeret 39 militærnægtere, selv om dette tal altså underligt nok ikke er blevet lagt oven i de øvrige tvangsudskrevne. Forsvarets Rekruttering nævnte ikke selv hvor mange der nægtede, men hvis deres tal på 19 ufrivillige soldater skal tages alvorligt, er en anden konklusionen indlysende - nemlig at to ud af hver tre tvangsindkaldte vælger at nægte. Tilsammen udgør gruppen kun nogle få procent, så det er umuligt at lave fornuftig statistik, men beregningen her om den dermed relativt voldsomme interesse for nægtertjeneste er lige så troværdig, som militærets egne officielle udmeldinger...
Bundlinjen er dog fortsat uden for sådanne ret fiktive taltricks, at også hovedparten af de "teknisk frivillige" fravælger nægtertjeneste. Årsagerne kan være mange, men enhver sammenligning bliver helt skæv, da det officielt er umuligt at melde sig frivilligt som nægter. Disse får kun en "erstatningstjeneste", og tilbydes ikke et tilsvarende lokkende ikke-militært alternativ, fx en udfordrende uddannelse med varige fremtidsmuligheder indenfor en fredsaktivistisk sikkerhedspolitik.
S-R-SF-regeringen skrev i sit regeringsgrundlag, at den ville "drøfte at suspendere indkaldelsen af værnepligtige". Modsat har specielt de borgerlige partier lovprist værnepligten som "udtryk for et bredt folkeligt engagement i dansk sikkerheds- og forsvarspolitik der sikrer, at forsvaret er solidt forankret i det danske samfund".
Trods faste omkvæd om værnepligtens "kulturbærende og identitetsskabende elementer", der "styrker sammenhængskraften i samfundet", kræver disse partier underligt nok ikke antallet af frivillige begrænset. I stedet har fx De Konservative fantaseret om, at den nye mulighed for at transpersoner kan skifte juridiske køn vil blive misbrugt til at undgå værnepligten med.
Tom Vilmer Paamand - oktober 2014
Flere historier fra 2015...
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...
> Dengang borgerlige stemte imod atom-oprustning...
1980erne største problem på fredsfløjen var, at atommagterne havde oprustet helt til bristepunktet. I Danmark sad borgerlige regeringer på magten, men blev presset af fredsaktivister og oppositionspartier til en fredeligere kurs.
Et af værktøjerne i folketinget var de såkaldte "NATO-fodnoter", en lang række dagsordener oftest vedtaget af et alternativt sikkerhedspolitisk flertal – Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet, sammen med Socialistisk Folkeparti og Venstresocialisterne (RV, S, SF og VS). Det Radikale Venstre spillede en kronisk dobbeltrolle, for partiet støttede den borgerlige regerings økonomiske politik, men ikke dens udenrigspolitik.
Seks gange stemte en borgerlig regering med Centrumdemokraterne, Konservativt Folkeparti, Kristeligt Folkeparti og Venstre (CD, KD, KF og V) selv for disse "fodnoter" – med statsminister Poul Schlüter og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen i front, og oftest stemte den ikke imod, hvilket er en hyppigt overset detalje i fortællingen om den tid.
Det gjaldt fx vedtagelsen i 1987 af, at USAs radar i Thule ikke måtte bruges til antiraketsystemer. Thule-fodnoten var rettet mod SDI, USAs Star Wars-program. Andre af de fælles vedtagelser var rettet mod NATOs såkaldte dobbeltbeslutning om opstilling af nye atomraketter i Europa.
Fredsbevægelsen krævede nedrustning i både Øst og Vest, og undervejs måtte Schlüterregeringen så gang på gang gå til NATO, og høfligt fremlægge den danske kritik. Regeringen var også presset af, at selv blandt NATOs tilhængere var et flertal direkte modstandere af udstationeringen af atomraketter!
Desværre sluttede folketingsflertallets krigsmodstand brat med årtiet, på trods af at den folkelige opbakning fortsatte. I 1990 skiftede Danmark drastisk spor, og blev en krigsførende nation, da Det Radikale Venstre i 1988 gik med i Poul Schlüters næste regering (RV, KD og V). Selv uden Det Radikale Venstre, fik de resterende fredspartier alligevel igen flest stemmer (1.580.908 mod 1.557.881) – men dette gav ikke flertal i folketinget.
Poul Schlüter lokkede Socialdemokratiet med på en FN-støttet flådeblokade mod Irak under landets invasion af Kuwait. Siden gik socialdemokratisk ledede regeringer i krig på Balkan - og resten er historie. Krigshistorie.
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...
> Dengang borgerlige stemte imod atom-oprustning...
1980erne største problem på fredsfløjen var, at atommagterne havde oprustet helt til bristepunktet. I Danmark sad borgerlige regeringer på magten, men blev presset af fredsaktivister og oppositionspartier til en fredeligere kurs.Et af værktøjerne i folketinget var de såkaldte "NATO-fodnoter", en lang række dagsordener oftest vedtaget af et alternativt sikkerhedspolitisk flertal – Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet, sammen med Socialistisk Folkeparti og Venstresocialisterne (RV, S, SF og VS). Det Radikale Venstre spillede en kronisk dobbeltrolle, for partiet støttede den borgerlige regerings økonomiske politik, men ikke dens udenrigspolitik.
Seks gange stemte en borgerlig regering med Centrumdemokraterne, Konservativt Folkeparti, Kristeligt Folkeparti og Venstre (CD, KD, KF og V) selv for disse "fodnoter" – med statsminister Poul Schlüter og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen i front, og oftest stemte den ikke imod, hvilket er en hyppigt overset detalje i fortællingen om den tid.
Det gjaldt fx vedtagelsen i 1987 af, at USAs radar i Thule ikke måtte bruges til antiraketsystemer. Thule-fodnoten var rettet mod SDI, USAs Star Wars-program. Andre af de fælles vedtagelser var rettet mod NATOs såkaldte dobbeltbeslutning om opstilling af nye atomraketter i Europa.
Fredsbevægelsen krævede nedrustning i både Øst og Vest, og undervejs måtte Schlüterregeringen så gang på gang gå til NATO, og høfligt fremlægge den danske kritik. Regeringen var også presset af, at selv blandt NATOs tilhængere var et flertal direkte modstandere af udstationeringen af atomraketter!
Desværre sluttede folketingsflertallets krigsmodstand brat med årtiet, på trods af at den folkelige opbakning fortsatte. I 1990 skiftede Danmark drastisk spor, og blev en krigsførende nation, da Det Radikale Venstre i 1988 gik med i Poul Schlüters næste regering (RV, KD og V). Selv uden Det Radikale Venstre, fik de resterende fredspartier alligevel igen flest stemmer (1.580.908 mod 1.557.881) – men dette gav ikke flertal i folketinget.
Poul Schlüter lokkede Socialdemokratiet med på en FN-støttet flådeblokade mod Irak under landets invasion af Kuwait. Siden gik socialdemokratisk ledede regeringer i krig på Balkan - og resten er historie. Krigshistorie.
... Aktuelle indlæg
... Uaktuelle indlæg
AldrigMereKrig.dk ©2024