Aldrig Mere Krig Pacifisme er en livsholdning
<   Se alle Aktuelle Indlæg.
Share button


Den fredelige befrielse af Danmark...
Fredsbilleder... Danskerne havde ikke forventet en fredelig befrielse, og kun tilfældigheder i krigens sidste dage afgjorde dette. Et gigantisk allieret luftangreb var den 2. april 1945 på vingerne mod Danmark. En flåde på 1.300 bombe- og jagerfly skulle ramme seks tyske flyvepladser i Danmark for at sikre allieret luftherredømme, men kort før Jylland vendte de om. Sigtbarheden var for ringe, så risikoen for mere omfattende civile skader var for stor.
Næste dag forsøgtes igen, men det dårlige vejr fortsatte. Planen blev så aflyst - og Danmark slap helt for dette omfattende bombardement, der trods de anførte hensyn ville have fået de senere Sovjet-bombede byer på Bornholm til at ligne et par mindre detaljer. Kun Skrydstrup Flyveplads blev bombet igennem ved to angreb i ugerne efter. I årene inden var andre flyvepladser, fabrikker og andre tyske støttepunkter i Danmark blevet ramt af mere end 25.000 bomber fra allierede fly. En del af dem var nærmest tilfældige, hvor bombemaskiner skulle have tømt lasten på vej hjem fra angreb i Tyskland.
En dansk kvinde blev den 4. september 1939 det første civile offer for luftangreb i Vesteuropa under 2. Verdenskrig, da en vildfaren engelsk bombemaskine kastede bomber over Esbjerg. Der var jævnligt mindre engelske flyangreb mod tog- og landevejstrafikken. Mest kendt er et par "blodige søndage" i krigens sidste år, hvor 45 blev dræbt og mange såret. I dagene lige op til Befrielsen sænkede englænderne skibe i et voldsomt omfang i den sydlige del af Danmark. De samlede tabstal er ikke kendte, men fx blev to tyske transportskibe ramt ud for Lübeck, hvorved 7.000 evakuerede kz-fanger døde.
Tysklands øverstbefalende i Danmark forberedte fortsat ihærdigt frem til maj forsvaret mod englænderne, og gravede så sent som i april Die Kriemhild-Stellung, et forsvarsanlæg på tværs af det nordlige Sønderjylland. Og kort før befrielsen lød ordren, at alle samfundsvigtige anlæg som elektricitetsværker, havne og broer i Danmark skulle sprænges i luften.
Den 5. maj kom alligevel den kendte erklæring om at "De tyske tropper i Danmark har overgivet sig", men dette var ikke helt korrekt. Kapitulationen gjaldt kun til den 21. Britiske Armégruppe, der fortsat var 200 km fra at nå den dansk-tyske grænse. Den gjaldt heller ikke for Bornholm, hvor tyskerne altså fortsat befandt sig i krig mod angribende styrker fra Sovjet.
I resten af Danmark bevarede Tyskland kontrollen over egne styrker, der fortsat var fuldt bevæbnede. De henrettede fx den 6. maj i Sønderborg elve tyske marinesoldater for mytteri. Hverken den danske stat eller den nu meget synlige modstandsbevægelse havde nogen formel magt over deres slagne fjende, og den tyske værnemagt ville ikke lade sig stoppe af selvbestaltede danske patruljer.
Befrielsesdagen blev Besættelsens blodigste døgn, og de voldsomme sammenstød fortsatte indtil den 7. maj, hvor de engelske styrker nåede frem til Danmark, og kunne forhandle kapitulationen på plads. Samtidigt overgav de tyske styrker på Bornholm sig til Sovjet, men først efter sønderbombninger af Nexø og Rønne, hvor 10 danskere blev dræbt. Den tyske generalstab arbejdede videre efter befrielsen i hovedkvarteret i Silkeborg, men nu med at ordne evakueringen i samarbejde med de engelske tropper. Først da dette var på plads den 6. juni, blev den tyske øverstkommanderende endeligt afsat.
Tom Vilmer Paamand - maj 2015





Flere historier fra 2015...
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...


Missilskjoldets fantomsikkerhed
Under den kolde krig arbejdede Sveriges navnkundige statsminister Olof Palme på at skabe en fælles sikkerhed for alle, såvel venner som mulige fjender. Palme forstod at sikkerhed i sin natur var udelelig. Hvis en alliancepart ensidigt ville øgede sin sikkerhed gennem opbygning af militær kapacitet, så måtte en anden alliance uvægerligt opleve sin sikkerhed som forringet, og føle sig nødsaget til at svare igen ved at følge trop med en oprustningsspiral af svar og gensvar til følge. Hvis fx Warszawapagten med Sovjetunionen i spidsen kun tænkte på at øge egen sikkerhed overfor forestillede angreb fra forestillede fjender, som fx NATO, igennem en ensidig militæropbygning, så ville det blot medføre at NATO-landene kunne føle sig mere usikre. Og omvendt på samme måde.
Aktuelt må således Rusland stille sig selv spørgsmålet om, hvilke interesser NATOs planlagte oprustning med et missilskjold med usårlighed til følge, så mon skal tjene? At bruge ressourcer på opbygning og vedligehold af et effektivt missilskjold måtte jo betyde at NATO-landene var usikre på Ruslands fredelige hensigter og faktisk bange for at blive truet med og måske angrebet af Rusland med atomvåben. Men ledelsen i Rusland ved jo, at NATO-landet USA til enhver tid kan svare igen på et militært angreb og smadre Rusland med et angreb med atomvåben - og mht. konventionelt militær så ved russerne, at NATO-landene har investeret for det tidobbelte af Rusland, så hvorfor vil NATO så bruge ressourcer på at opbygge et missilskjold, som ifølge al politisk og militær fornuft må ses som sikkerhedsmæssigt formålsløst og penge ud af lommen?
Den ansvarlige ledelse i Rusland må så blive nødt til at spørge, hvad så mon formålet kan være? Og dette vel ikke mindst set i lyset af at NATO siden murens fald har ekspanderet mod øst - stadigt tættere på det minimerede Ruslands grænser? Derfor - russisk fjendebillede af os eller ej - kan vi fortænke russere i at spørge hverandre, om virkelig NATO med USA i spidsen, snart siddende i sikkert ly bag missilskjoldet, kan tænkes at ville bruge denne nye usårlighed i aggressivt øjemed? Det kunne fx være til næsten omkostningsfrit, at føre en mere aggressiv nationalistisk udenrigspolitik og om nødvendigt true Rusland og alverden til at makke ret, næste gang der kommer uoverensstemmelser om ressourcer og geopolitik? Ja kan vi - med tanke på måske, at se især Donald Trump som USAs næste præsident - fortænke russerne i at føle sig ekstremt usikre på, hvad USA-regimet med dets militær-industrielle-medie-akademiske kompleks, så kan hitte på?
På den baggrund må endog USAs atomvåben opleves som en mulig trussel? Og hvad gør en panisk russisk ledelse så for at beskytte sin befolkning? Forhåbentlig vil russerne henvise til Olof Palmes tanke om den fælles sikkerhed, og så må vi støtte det. Men vi må hellere tage sagen i vores egen hånd og straks stoppe opbygningen af missilskjoldet, og i stedet sætte gang i tillidsskabende foranstaltninger, som led i opbygningen af samarbejde om fælles sikkerhed. Gorbatjov sagde efter afslutningen på den kolde krig, at det var den brede fredsbevægelse i Vesten, der havde givet ham tillid til at det var muligt at stoppe den daværende dødsensfarlige atomvåbenkaprustning.
Arne Hansen - marts 2016




... Aktuelle Indlæg ...
... Indlæg fra 2014 ...
... Indlæg fra 2013 ...
AldrigMereKrig.dk ©2012