Ved Børge Pehrssons død
Så lyst et sind som her gik under, jeg kun har mødt den ene gang, thi du hvis ben i kisten blunder, var folkets barn i dåd og trang. Disse ord skrev Jeppe Aakjær i 1910 til redaktør Brandsagers begravelse; men for min bevidsthed står det, som det kunne være skrevet i disse dage til Børge Pehrsson, Allerød. Han var født i 1919 af en enlig mor. Han voksede op på Amager under meget små kår, hvilket medvirkede til, at han altid i sit mangesidige samfundsmæssige virke talte de små og svages sag. Efter 7 års skole gang blev han uddannet cigarruller; men han kom aldrig til at virke ved faget, og han var hele livet ikke-ryger. I en årrække arbejdede han på køleskabsfabrikken Atlas, hvor han blev sine kollegers tillidsmand, og som den første i landet, blev han tillidsmand på fuld tid. Børges sidste arbejdsplads var dog som trykkeriarbejder på Politiken, og da han som 62 årig gik på efterløn besteg han, som en af de ældste nogensinde verdens højeste bjerg, Mont Everest. Dette satte ham på verdenspressens forsider og han har holdt mange foredrag om denne bedrift ledsaget af video. Bl.a. har han været i USA, hvor tilhørerne var imponeret af den ikke helt unge dansker. Børge Pehrsson var pacifist og det var i denne sammenhæng han kom inden for mit synsfelt. Han var den af Aldrig Mere Krigs medlemmer, der havde længst anciennitet, idet han blev medlem i 19Så lyst et sind som her gik under, jeg kun har mødt den ene gang, thi du hvis ben i kisten 38. Han var i militærnægterlejr i Grib Skov dels under krigen; men han blev hjemsendt umiddelbart efter 29. august 1943. Straks efter krigsafslutningen blev han atter indkaldt til arbejde i militærnægterlejren i Grib Skov. Mere end 2 år blev det til i alt. Ved afsløring af mindesten i anledning af 90 års dagen for oprettelsen af den første militærnægterlejr i vort land i Grib Skov den 11. november sidste år holdt Børge Pehrsson en gribende tale. Han fortalte hvordan nogle under krigen hånede militærnægterne og spyttede på dem. Han ironiserede over, at en krigsskueplads ofte kaldes "ærens mark", for ham var ærens mark militærnægterlejren i Grib Skov. Han vendte sig i stærke ord mod militær og militarisme, og han karakteriserede den danske krigsdeltagelse i Irak og Afghanistan som en forbrydelse. Børge Pehrsson blev under meget stor deltagelse bisat fra Unitar- ens Hus. Da afholdsagitatoren og sundhedsapostelen, overlæge Carl Ottosen i 1935 fyldte 75 år, skrev forfatteren Jens Thise et hyldestdigt til ham. Dette slutter med et par linjer der passer som hånd i handske på Børge Pehrsson: En fremskridtsmand i god forstand, en folkeven, en ener. Æret være Børge Pehrssons minde.
Januar 2009: Henning Sørensen
Flere historier fra 2009...
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...
> Husk også Uffe for, at han ønskede atomnedrustning
Efter Uffe Ellemanns død, huskes han mest som en ihærdig koldkriger - men han advarede også imod atomtruslen, og stemte for nogle af den såkaldte fodnote-periodes ønsker om nedrustning.
Uffe Ellemann var udenrigsminister i 1980erne, nok det farligste årti af den Kolde Krig. Socialdemokratiet var i opposition, og skrev fornuftige fodnoter til NATO imod atomvåben. De fleste af disse fodnoter huede ikke Uffe Ellemann, men nogle af dem gjorde, og årtiets borgerlige regeringer støttede faktisk en del af dem.
De borgerlige stemte således for at USA ikke må anvende Thule-anlægget offensivt, for opfordringer til et totalt prøvestop for atomvåben og for etablering af atomvåbenfrie zoner på begge sider af det dengang så delte Europa. Samt generelt for at arbejde for gensidig og samtidig konventionel nedrustning i Øst og i Vest.
Denne forsigtige borgerlige atommodstand skyldtes, at den folkelige atomfrygt var så stor, at selv den tids NATO-tilhængere i Danmark var klart imod atomoprustningen.
Det Radikale Venstre spillede en kronisk dobbeltrolle, for partiet støttede den borgerlige regerings økonomiske politik, men ikke dens udenrigspolitik - og indgik derfor i et "alternativt sikkerhedspolitisk flertal", der kunne sende en oftest irriteret udenrigsminister til NATO med flertallets danske ønsker om atomnedrustning.
Folketingets alternative flertal blev opløst, da Det Radikale Venstre i 1988 valgte at indgå i en borgerlig regering. Selv uden dem fik fredspartierne dog fortsat flest stemmer ved folketingsvalget, men valgmekanikken betød, at de alligevel ikke sad på et parlamentarisk flertal.
Danmark mangler i dag statsmænd, der som Uffe Ellemann ihærdigt holdt fast i at advare mod atomtruslen. I sine sidste år skrev han, at "der er større grund til at frygte atomtruslen i dag, end under Den Kolde Krig". Selvom der også i dag er et solidt flertal mod atomvåben i den danske befolkning, afspejles dette ikke i Folketinget, der afviser FNs forbudstraktat mod atomvåben, som trådte i kraft sidste år.
Tom Vilmer Paamand - juni 2022
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...
> Husk også Uffe for, at han ønskede atomnedrustning
Efter Uffe Ellemanns død, huskes han mest som en ihærdig koldkriger - men han advarede også imod atomtruslen, og stemte for nogle af den såkaldte fodnote-periodes ønsker om nedrustning.
Uffe Ellemann var udenrigsminister i 1980erne, nok det farligste årti af den Kolde Krig. Socialdemokratiet var i opposition, og skrev fornuftige fodnoter til NATO imod atomvåben. De fleste af disse fodnoter huede ikke Uffe Ellemann, men nogle af dem gjorde, og årtiets borgerlige regeringer støttede faktisk en del af dem.
De borgerlige stemte således for at USA ikke må anvende Thule-anlægget offensivt, for opfordringer til et totalt prøvestop for atomvåben og for etablering af atomvåbenfrie zoner på begge sider af det dengang så delte Europa. Samt generelt for at arbejde for gensidig og samtidig konventionel nedrustning i Øst og i Vest.
Denne forsigtige borgerlige atommodstand skyldtes, at den folkelige atomfrygt var så stor, at selv den tids NATO-tilhængere i Danmark var klart imod atomoprustningen.
Det Radikale Venstre spillede en kronisk dobbeltrolle, for partiet støttede den borgerlige regerings økonomiske politik, men ikke dens udenrigspolitik - og indgik derfor i et "alternativt sikkerhedspolitisk flertal", der kunne sende en oftest irriteret udenrigsminister til NATO med flertallets danske ønsker om atomnedrustning.
Folketingets alternative flertal blev opløst, da Det Radikale Venstre i 1988 valgte at indgå i en borgerlig regering. Selv uden dem fik fredspartierne dog fortsat flest stemmer ved folketingsvalget, men valgmekanikken betød, at de alligevel ikke sad på et parlamentarisk flertal.
Danmark mangler i dag statsmænd, der som Uffe Ellemann ihærdigt holdt fast i at advare mod atomtruslen. I sine sidste år skrev han, at "der er større grund til at frygte atomtruslen i dag, end under Den Kolde Krig". Selvom der også i dag er et solidt flertal mod atomvåben i den danske befolkning, afspejles dette ikke i Folketinget, der afviser FNs forbudstraktat mod atomvåben, som trådte i kraft sidste år.
Tom Vilmer Paamand - juni 2022
... Aktuelle indlæg
... Uaktuelle indlæg
AldrigMereKrig.dk ©2024