Aldrig Mere Krig Pacifisme er en livsholdning
menu
<   Se alle Aktuelle indlæg.
Share button


Russiske atomvåben opvarmer nu deres amerikanske mål
Fredsbilleder...
Det amerikansk-russiske Megatons to Megawatt-program fra 1993 er en ret overset succeshistorie, selv om den drejer sig om både atomkraft og -missiler. Under den kolde krig var der mere end 70.000 sprængklare atombomber på lager. Nu er tallet under 20.000 og det fortsætter nedad - men der er desværre fortsat rigeligt til at udslette alt liv på kloden, selv om vi er holdt op med at tale om det.
Men den gode historie er om 18.500 russiske atomsprænghoveder, der tidligere var rettet mod USA. De er blevet sejlet til USA, og afbrændt i atomkraftværker ved de samme byer, de tidligere skulle ramme. I alt bliver der genbrugt så meget af denne højt berigede uran, at det svarer til at hele USAs varmeforbrug i to år kommer fra tidligere russiske atombomber. Aftalen stopper når 500 tons er afbrændt næste år, og det vil give forsyningsproblemer for atomkraftværkerne, så nu er også USA begyndt at teste om deres egne sprænghoveder kan konverteres til el og varme på samme fredelige vis.
Tom - oktober 2012





Flere historier fra 2012...
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...


>  For få nægter...
Under Første Verdenskrig var der en del unge mænd, som af samvittighedsgrunde ikke kunne være soldater. De blev idømt lange fængselsstraffe. Ofte sultestrejkede de i protest. Det var selvsagt uholdbart at have ikke-kriminelle siddende i fængslerne. 13. december 1917 vedtog Folketinget en lov, der muliggjorde, at nægterne kunne udføre civilt statsarbejde. Det var verdens anden militærnægterlov.
I 1918 oprettedes den første nægterlejr i Grib Skov. Militærnægterorganisationen Aldrig Mere Krig har senere sat en mindesten der, hvor denne lejr var. I 1930erne steg nægternes antal så meget, at der måtte oprettes endnu en nægterlejr i Kompedal. Efter tilslutningen til NATO i 1949 steg nægtertallet markant. Der blev oprettet en tredje nægterlejr i Oksbøl. I denne lejr var jeg som nægter i 24 måneder i 1954-56.
I sin anmeldelse i Præsteforeningens Blad af min erindringsbog: "Fra mit livs skraldespand", skrev den nu afdøde sognepræst, Arnold Østergaard Frandsen, at tiden i militærnægterlejr på mig havde virket som et højskoleophold. I nutiden kommer militærnægterne ikke i nægterlejre. De udstationeres til sociale og kulturelle organisationer.
Nogle år i 1970erne var nægtertallet så stort, at det påvirkede militærets soldatertal. Men nu er antallet af militærnægtere meget lavt. Derimod strømmer det ind med frivillige af begge køn til militæret. Vi udsættes jo fra vugge til urne for en intens militærforherligelse. Folkekirken har med soldaterhjem og feltpræster ladet sig spænde for militarismens vogn. Alt for få militærnægtere går ind i et livslangt, organiseret arbejde mod militær og militarisme.
Henning Sørensen - april 2021






... Aktuelle indlæg
... Uaktuelle indlæg

AldrigMereKrig.dk ©2024