Aldrig Mere Krig fik Nobels Fredspris!
Teknisk set har alle vi
EU-borgere vel "fået" Nobels Fredspris denne gang, hvad enten vi så er enige i argumentationen for det eller ej. Men faktisk fik AMK noget mere direkte
Fredsprisen
allerede i 1997, hvor vi var en del af International Campaign to Ban Landmines. AMK samarbejdede i den periode med European Network Against Armstrade om den europæiske del af kampagnen mod landminer, og det var undertegnede der beskrev Danmarks daværende landmineproduktion til den
landerapport, der samlede al verdens landmineproblemer til fremlæggelsen i FN.
Resultatet blev som bekendt den officielle Ottawa-aftale mod enhver brug af landminer. Aftalen er i dag underskrevet af Danmark og 156 andre lande, og kun 35 står udenfor, heraf desværre meget store lande som Indien, Kina, Rusland og USA. I vores nabolag tøvede Finland, men kom så med i år. De øvrige udenfor afspejler verdens brændpunkter, så de fleste lande i Mellemøsten inklusive Israel er fortsat ikke med.
Den vellykkede kampagne havde i Danmark stor lokal opbakning fra blandt andre de gæve damer i henholdsvis Kvinder for Fred og Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed. Ildsjælen Jody Williams fra USA modtog Fredsprisen, delt med hele kampagnen. Medstifteren Rae McGrath tog imod på alle os deltageres vegne.
Den 1. november 2012 skrev International Campaign to Ban Landmines til FN, at: "In today's world, any use of antipersonnel mines is unacceptable and must be strongly condemned. We need to finish the job we started twenty years ago to put a final end to these weapons. This can and should be achieved within years and not decades."
Tom Vilmer Paamand - december 2013
Flere historier fra 2015...
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...
> Politisk sameksistens i USA efter stormen?
Den voldsomme ballade i USA ved præsidentskiftet viser et USA med en fortsat mere og mere radikalt splittet befolkning. Anne Applebaum fra tidsskriftet The Atlantic har samlet nogle fine forslag til en mulig bedre fremtid. Her er en kort sammenfatning:
21 procent støtter fortsat stormen af Capitol-bygningen. Og hele 32 procent mener stadig, at præsident Biden ikke vandt valget. Det er et meget stort antal mennesker, så i USA har man intet andet valg end at eksistere side om side.
Så drop skænderiet, og skift emne. Dette er det umiddelbart ulogiske råd fra folk, der har studeret Nordirland før fredsaftalen, eller Sydafrika. Lande, hvor politiske modstandere har set hinanden som ikke bare på et forkert spor, men som onde.
Under fredsopbygningen i årene omkring Nordirlands fredsaftale var målet ikke at få katolikker og protestanter til at holde civiliserede debatter om politik - men i stedet at sætte julelys op og bygge medborgerhuse sammen. Forskning inden for fredsopbygning og konfliktforebyggelse understreger, at folk bør gøre noget konstruktivt sammen - så de kommer til at arbejde tæt sammen med andre folk, de egentlig hader.
En anden taktik fra erfaringerne med konfliktforebyggelse er at arbejde med betroede budbringere. Folk, der har myndighed inden for oprørske samfund og sympatiserer med dets fælles værdier, men ikke desto mindre er villige til at tale deres egne kammerater væk fra afgrunden.
Colombia har udviklet nyttige ideer fra arbejdet med at bringe oprørere fra de Revolutionære Væbnede Styrker tilbage til samfundet. Folk nød ikke specielt tanken om at hjælpe disse tidligere FARC-agenter, omskole dem og give dem jobs. Men det var heller ikke en løsning fortsat at lade dem føre narkokrig i junglen, så hjælpeprogrammet eksisterer fortsat.
USAs situation er ikke nær så ekstrem, men nogle af de colombianske principper er lærerige. De fokuserer på lang sigt, og tilbyder tidligere udstødte håb om en positiv fremtid. Ikke alle vil kunne lide tanken, men USAs oprørsfolk udgør faktisk et tilsvarende langsigtet socialt problem.
Nogle vil måske i stedet foretrække en amerikansk version af opgøret med Iraks Baath-regime. At opspore hver eneste sympatisør af Capitol-optøjerne, udskamme dem på sociale medier, og sørge for at de mister deres job. Sådan kan jeg også tænke, slutter Anne Applebaum, men det vil ikke fungere. For næste morgen vil de stadig være iblandt os!Dette er en kort sammenfatning, men hele Anne Applebaums lange analyse bør læses (her). Hendes bøn om en sådan aktiv sameksistens bliver ikke mødt med den eftertænksomme imødekommenhed, som hun efterspørger - og da slet ikke fordi hun effektfuldt trækker paralleller fra USA til alverdens mislykkede stater. Men Applebaums eksempler fra Nordirland og Colombia dokumenterer, at den foreslåede sameksistens faktisk har vist sig mulig.
Det betyder ikke blindt at slå en streg over fortidens ugerninger, men er et forsøg på at sørge for, at en grim fortid ikke fastholder samfund i en voldsspiral i al fremtid. Heller ikke Danmark har som fokus at være med til at udvikle sådanne virksomme alternativer, der kunne forberede en hel befolkning på at stoppe gensidig blodhævn - men det var da et fornuftigt mål at stile efter.
Tom Vilmer Paamand - januar 2021
Herunder er en enkelt - klik dig videre til resten...
> Politisk sameksistens i USA efter stormen?
Den voldsomme ballade i USA ved præsidentskiftet viser et USA med en fortsat mere og mere radikalt splittet befolkning. Anne Applebaum fra tidsskriftet The Atlantic har samlet nogle fine forslag til en mulig bedre fremtid. Her er en kort sammenfatning:
_(cropped).jpg)
21 procent støtter fortsat stormen af Capitol-bygningen. Og hele 32 procent mener stadig, at præsident Biden ikke vandt valget. Det er et meget stort antal mennesker, så i USA har man intet andet valg end at eksistere side om side.Så drop skænderiet, og skift emne. Dette er det umiddelbart ulogiske råd fra folk, der har studeret Nordirland før fredsaftalen, eller Sydafrika. Lande, hvor politiske modstandere har set hinanden som ikke bare på et forkert spor, men som onde.
Under fredsopbygningen i årene omkring Nordirlands fredsaftale var målet ikke at få katolikker og protestanter til at holde civiliserede debatter om politik - men i stedet at sætte julelys op og bygge medborgerhuse sammen. Forskning inden for fredsopbygning og konfliktforebyggelse understreger, at folk bør gøre noget konstruktivt sammen - så de kommer til at arbejde tæt sammen med andre folk, de egentlig hader.
En anden taktik fra erfaringerne med konfliktforebyggelse er at arbejde med betroede budbringere. Folk, der har myndighed inden for oprørske samfund og sympatiserer med dets fælles værdier, men ikke desto mindre er villige til at tale deres egne kammerater væk fra afgrunden.
Colombia har udviklet nyttige ideer fra arbejdet med at bringe oprørere fra de Revolutionære Væbnede Styrker tilbage til samfundet. Folk nød ikke specielt tanken om at hjælpe disse tidligere FARC-agenter, omskole dem og give dem jobs. Men det var heller ikke en løsning fortsat at lade dem føre narkokrig i junglen, så hjælpeprogrammet eksisterer fortsat.
USAs situation er ikke nær så ekstrem, men nogle af de colombianske principper er lærerige. De fokuserer på lang sigt, og tilbyder tidligere udstødte håb om en positiv fremtid. Ikke alle vil kunne lide tanken, men USAs oprørsfolk udgør faktisk et tilsvarende langsigtet socialt problem.
Nogle vil måske i stedet foretrække en amerikansk version af opgøret med Iraks Baath-regime. At opspore hver eneste sympatisør af Capitol-optøjerne, udskamme dem på sociale medier, og sørge for at de mister deres job. Sådan kan jeg også tænke, slutter Anne Applebaum, men det vil ikke fungere. For næste morgen vil de stadig være iblandt os!
Det betyder ikke blindt at slå en streg over fortidens ugerninger, men er et forsøg på at sørge for, at en grim fortid ikke fastholder samfund i en voldsspiral i al fremtid. Heller ikke Danmark har som fokus at være med til at udvikle sådanne virksomme alternativer, der kunne forberede en hel befolkning på at stoppe gensidig blodhævn - men det var da et fornuftigt mål at stile efter.
Tom Vilmer Paamand - januar 2021
... Aktuelle indlæg
... Uaktuelle indlæg
AldrigMereKrig.dk ©2024